Historie
Erfaring siden 1947...
A/S Inventarsnedkeriet, eksklusivt håndværk i over 60 år
17. oktober 1947 startede Børge Andreassen Inventarsnedkeriet. Det hele begyndte i beskedne lokaler på 3. sal i Frederiks Allé 50, hvor materialerne måtte hejses op ved håndkraft.
Året efter flyttede firmaet til større lokaler i Studsgade 31. men det var ikke lykken. Der var oste-og saltlage i kælderen, hvilket gav fugtighed, som satte sig i træet.
Fra 1950 til 1959 havde firmaet til huse i Klostergade. Her var forholdene heller ikke særlig gode. Således trådte Jesta Andreassen sine stilethæle gennem gulvene, men bortset fra det, var det i denne periode, at firmaet for alvor begyndte at udvikle sig.
Virksomheden fik vokseværk, og i 1959 flyttede den til Kriegersvej 31. Her fik Børge Andreassen og hans svende hele 450 kvm at boltre sig på.
I 1969 byggede Børge Andreassen 1100 kvm på firmaets nuværende adresse, Rudolfgårdsvej 17 i Viby. Her er der senere tilbygget 400 kvm.
Først chefstøtte - senere chef i 20 år
I 1978 blev Ingeniør Erik Lildballe hentet til Inventarsnedkeriet som chefstøtte.
I 1989 købte Erik Lildballe virksomheden, og var i 20 år hovedaktionær i Inventarsnedkeriet. I årene er virksomheden blevet ledet med den samme ånd, som var ideen fra starten – godt håndværk kombineret med en omskiftelig produktion.
Erik Lildballe har ikke altid kunnet holde produktionen inden for de fysiske rammer på adressen Rudolfgårdsvej 17. Således var det på tidspunkter nødvendigt at tage nabobygningerne i brug. Virksomhedens plastafdeling blev ligeledes adskilt fra træproduktionen, og flyttede senere i egne lokaler på Gunnar Clausens Vej 9.
Generationsskifte
I 2009 er virksomheden nu blevet overtaget af Jan Lildballe.
Efter endt læretid som maskinsnedker kom Jan Lildballe til Inventarsnedkeriet i 2002. Han har siden haft sin daglige gang i virksomhedens produktion, og Jan Lildballe har derfor et indgående kendskab til virksomhedens produktionsmetoder.
Jan Lildballe vil videreføre den linie som Børge Andreassen, og senere sin far Erik Lildballe, i sin tid lagde for virksomheden. Inventarsnedkeriet skal producere møbler og inventar efter kundens individuelle ønsker, og vil lægge vægt på de gamle håndværkstraditioner uden dog at stå tilbage, for de udviklingsmuligheder der vil dukke op i fremtiden.
